mæstling
- noun [ neuter ]
-
Mæstlingc ǽr and tin
aurichalcum, aes et stannum,
- Coll. Monast. Th. 27, 11.
-
Mæstlinc, gréne
át auricalcos. Wrt.
- Voc. 286, 66.
-
Cwicseolfer vel mæstling
electrum i. sucus arboris,
- ii. 142, 78.
-
Mæslen
aes.
- Mk. Skt. Lind. Rush. 6, 8.
-
Ðæt mæslenn (mæslen, Rush.),
- 12, 41.
-
Mæslen,
- Jn. Skt. Lind. Rush. 2, 15.
-
Calicea frymþa and ceáca and árfata and mæstlinga
baptismata calicum et urceorum et eramentorum et lectorum,
- Mk. Skt. 7, 4.
-
Gedón on cyperen fæt oððe mæstling [-fæt?] oððe bræsen,
- Lchdm. iii. 292, 17.
Bosworth, Joseph. “mæstling.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/22235.
Checked: 1