sægen
- noun [ feminine ]
-
Ðá sægde se Clitus ðæt Philippus máre hæfde gedón ðonne hé. Hé ðá Alexander áhleóp, and hiene for ðære sægene ofslóg,
- Ors. 3, 9; Swt. 130, 30.
-
Heora biscopas from hiora godum sǽden ðæt hié ðæt gefeoht forbuden. Ac Papirius ða biscepas for ðære sægene swíðe bismrade,
- 3, 10; Swt. 140, 2.
-
Se Hǽlend cwæð: 'Ic sittende beó æt mínes Fæder swíðran.' Ðá cwæð se ealdorbiscop: 'Hwæt þincþ eów be ðissere segene,
- Homl. Th. ii. 248, 22: 320, 31: 484, 1.
-
Gyf hé ðé segþ ðæt hé hwethwugu gesáwe . . . hweðer ðé áwuht æt his segene tweóge,
- Shrn. 196, 17.
-
Ðú ne tweódast ymbe Honorius segene, hwí tweóst ðú ymbe hera þegena sæcgena,
- 197, 21-23.
-
Hié sǽdon ðæt sió sibb of his mihte wǽre ac hé fleáh ða sægene
he would not admit what they said,
- Ors. 3, 5; Swt. 106, 33.
-
Sægenum
assertionibus,
- Wrt. Voc. ii. 3, 62.
-
Hié wiston be ðæs engles sægenum, ge be heora sige ge be ðara hǽðenra manna fleáme,
- Blickl. Homl. 203, 3.
-
Sæcgenum,
- Ps. Th. 144, 7.
-
Ðæt is fyrn sægen (fyrn-sægen? cf. fyrn-gewrit, -gid)
it is an old story,
- Andr. Kmbl. 2977; An. 1491.
-
Ic wolde gewitan hweðer sió segen sóð wǽre ðe mé mon be ðon sægde
I wanted to know whether the story I had been told about it was true,
- Nar. 24, 15.
-
Of ealdra manna gewritum oððe sægene
ex scriptis vel traditione priorum,
- Bed. pref.; S. 472, 19.
-
Se hlísa ðe þurh yldra manna segene tó ús becom
opinio quae traditione majorum ad nos perlata est,
- 2,1; S. 501, 2.
-
On gewritum oððe on ealdra manna sægenum
munimentis literarum vel seniorum traditione,
pref.;- S. 471, 27.
-
Sægenum
scriptis,
- 472, 5.
-
Ðý læs ðæt eów seó sægen monigfealdlícor biþ onþúhte tó wrítanne ic ða wille lǽton ðe ðǽr gewurdon
ne sim scribendi multiplex, priora facta praecognita praetereo,
- Nar. 3, 29.
Bosworth, Joseph. “sægen.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/26198.
Checked: 0