stæf-gefég
- noun [ neuter ]
- 
                     Syllaba is stæfgefég on ánre orðunge geendod. A domo fram húse; hér is se a for ánum stæfgefége; ab homine; hér is se ab án stæfgefég. Hwílon byþ ðæt stæfgefég on ánum stæfe, hwílon on twám, etc.,- Ælfc. Gr. 3; Zup. 7, 4-11.
 
- 
                     Wé tódǽlaþ ... ða ðǽlas tó stæfgefégum and syððan ða stæfgefégu tó stafum, - 2; Zup. 5, 1-2.
 
- 
                     Dyptongus is twýfeald swég oððe twýfeald stæfgefég, 4; Zup. 7, 13. Diptongon, ðæt ys twýfeald stæfgefég, Anglia viii.- 326, 4,
 
- 
                  Stæfgefég literaturam, - Ps. Spl. 70, 17.
 
Bosworth, Joseph. “stæf-gefég.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/28627.
Checked: 0