stihtung
- noun [ feminine ]
-
Wæs ðæt wunderlíco stihtungc ðære godcundan foreseónesse
mira divinae dispensatio provisionis erat,
- Bd. 5, 22 ; S. 644, 36.
-
Hit wæs sweotole gesiéne, ðæt hit wæs Godes stihtung,
- Ors. 6, 1 ; Swt. 252, 29.
-
Eal seó stihtung wæs gefremed on ðære sóþan onflǽscnesse for gefyllnesse ðæs heofonlícan éþles,
- Blickl. Homl. 81, 28.
-
Wæs ðæs deóplíc eall word and wísdóm and ðæs weres stihtung,
- Exon. Th. 169, 34 ; Gú. 1104.
-
Mid wunder*-*lícre stihtunge (
dispensatione
) ðære godcundan árfæstnesse,- Bd. 5, 22 ; S. 644, 11 : 4, 29 ; S. 607, 42 : Guthl. 2 ; Gdwin. 10, 20.
- Þurh god*-*cunde stihtunge ðære écan eádignysse him wǽre seó gifu forestihtod, 1 ; Gdwin. 10, 11 : Bd. 5, 13 ; S. 633, 26.
Bosworth, Joseph. “stihtung.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/28987.
Checked: 0