Bosworth Toller's

Anglo-Saxon

Dictionary online

twǽman

  • verb [ weak ]
Dictionary links
Grammar
twǽman, p. de
To divide, separate, part,
to prevent the joining of objevte
Show examples
  • Dyple . . . Þys táken gesetton ða ealdan wríteras on ciriclícum bócum, ðæt hig twǽmdon oððe ætýwdon ða gewitnyssa háligra gewrita,

    (diple signum in libris praesertim ecclesiasticis ad distinctionem oppositum, Migne)

    • Anglia viii.334, 11.
to part what has been joined
Show examples
  • Man wite, ðæt hý þurh mǽgsibbe tó gelænge ne beón, ðe læs ðe man eft twǽme ðæt man ǽr áwóh tósomne gedydon wǽron siððen tótweamde for sibreden,

    (cf. hí (William and his wife)

    • Chr. 1127
    • ;
    • Erl. 255, 20
    • ),
    • L. Edm. B. 9
    • ;
    • Th. i. 256, 10.
to divide, cause dissension aminy
Show examples
  • Ðæt wé ne lǽtan ús deófol twǽman,

    • Wulfst. 272, 24.
Grammar
twǽman, intrans.
Show examples
  • Wé nellaþ, Drihten, nǽfre fram ðé twǽman,

    • Homl. Skt. i. 11, 169.
  • Ic uulle mine kineþeode twemen mine bearnen,

    • Laym. 2948.
  • His attente is uorte unuestnen (tweamen, MS. C.) heorten,

    • A. R. 252, 2.
  • Ne mei unc nowðer lif ne deað tweamin atwa,

    • Marh. 5, 17.
Full form

Word-wheel

  • twǽman, v.