weddian
- verb [ weak ]
-
Weddodon
pepigere,
- Germ. 396, 137.
-
Be ðon ðe ordáles weddigaþ. Gif hwá ordáles weddige
if any one engage to undergo an ordeal,
- L. Ath. i. 23 ;
- Th. i. 210, 25.
-
Gif hé ðæs weddie, ðe hym riht sý tó gelǽstanne,
- L. Alf. pol. i ;
- Th. i. 60, 6.
-
Is tó witanne hwam ðæt fósterleán gebyrige, weddige se brýdgum eft ðæs
let the bridegroom engage to furnish this,
- L. Edm. B. 2 ;
- Th. i. 254, 9.
-
Ðæt se slaga móte sylf wæres weddianw,
- L. Edm. S. 7 ;
- Th. i. 250, 17.
-
Hig him weddedon feoh tó syllenne
pacti sunt pecuniam illi dare,
- Lk. Skt. 22, 5.
-
Gif hý ǽlces þinges sammǽle beón, ðonne fón mágas tó and weddian heora mágan tó wífe and tó rihtlífe ðam ðe hire girude,
- L. Edm. B. 6 ;
- Th. i. 254, 20.
-
Gif man mǽdan oððe wíf weddian wille,
- 1 ;
- Th. i. 254, 2.
-
[
Þat mæiden he weddede,
- Laym. 4432.
-
Wifmann to weddenn,
- Orm. 10407.
-
Weddedd wiþþ an weppmann,
- 1942.
-
He moste weddy wyf,
- R. Glouc. 331, 13.
-
I wedde myne eres,
- P. 4, 146.
Bosworth, Joseph. “weddian.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/34931.
Checked: 1