be-díglian
- verb [ weak ]
 
- 
                     
Hé ꝥ sóð bedíglað,
- Hml. A. 148, 104.
 
 - 
                     
Bediólað gelt
celat commissum,
- Kent. Gl. 361: 425.
 
 - 
                     
Þíne rihtwísnesse ic on mínre heortan ne bedíglode (abscondidi),
- R. Ben. 11, 7:
 
operui,
- 28, 20.
 
 - 
                     
Bedígla hit,
- Lch. iii. 188, 15.
 
 - 
                     
Heó hine bedíglian (celare) ne mihte,
- Ex. 2, 3: Hml. S. 2, 228.
 
 - 
                     
Bedígledes
secreti .i. occulti,
- An. Ox. 1442.
 
 
- 
                     
Hé ne bedíglode ꝥ hé on Drihten gelýfde,
- Hml. S. 5, 160.
 
 
- 
               
Hé bedíglode his dǽda þám cásere,
- Hml. S. 5, 9.
 
 - 
                     
Nán þing Gode bedíglian,
- Angl. xii, 513, 14.
 
 - 
                     
Swilce his tócyme mancynne bedíglod wǽre,
- Hml. Th. i. 82, 30: Hml. A. 53, 84.
 
 - 
                     
Þý lǽs mé ówiht in þǽm londe beholen oððe bedégled wǽre
ne quid mihi in ignotis subtraheretur locis,
- Nar. 20, 21.
 
 
- 
                  
Ic nelle ꝥ þé þis bedíglige (-deóglige, v. l.) and sý bemiðen
hoc nolo te lateat,
- Gr. D. 174, 30.
 
 
Bosworth, Joseph. “be-díglian.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/39695.
Checked: 1