Bosworth Toller's

Anglo-Saxon

Dictionary online

eald-fæder

(n.)
Grammar
eald-fæder, an ancestor; in pl.
Entry preview:

fathers, forefathers Ealdfædera cnósle auita stirpe, An. Ox. 1600. Þú forðfærst tó þínum ealdfæderum tu ibis ad patres tuos. Gen. 15, 15. Swá hé behét heora ealdfæderum ( patribus eorum ), Jos. 21, 41

eald-gefá

(n.)
Grammar
eald-gefá, an; m.
Entry preview:

An old foe Métte hiene his ealdgefána sum and hiene ofstang, Ors. 3, 7; S. 118, 34

eald-geféra

(n.)
Grammar
eald-geféra, an; m.
Entry preview:

An old comrade Hié hæfdon þrítig cyninga ofslagen heora ágenra ealdgeférena, Ors. 3, 11; S. 152, 24

eald-geriht

(n.)
Grammar
eald-geriht, es; n.
Entry preview:

Ancient right Waldon ðá swángeréfan ðá lǽswe forður gedrífan ... ðonne hit aldgeryhta wéron, Chh. Th. 70, 22

eald-gewyrht

Entry preview:

Substitute: what has been done of old, a deed of old Wuldres beám þe God on þrowode for mancynnes manegum synnum and for Adames ealdgewyrhtum, Kr. 1100. what has been deserved of old, desert for deeds of old Ic wát geare þæt nǽron ealdgewyrht þæt hé

eald-hláford

Entry preview:

Substitute: An old lord, a lord whose right to rule is of ancient date, a rightful, liege lord Hiera ealdhláfordes sunu regis filium, Ors. 3, 11; S. 148, 33. Hwelce hláfordhylda hí þóhton tó gecýþanne on hiora ealdhláfordes bearnum, 6, 37; S. 296, 5.

eald-letre

Grammar
eald-letre, Wrt. Voc. ii. 2, 57. v. next word.

This might be a link to, a part of or a variant of another entry.

for-eald

Similar entry: for-ealdian

ofer-eald

Entry preview:

Add:

or-eald

Entry preview:

Hé wæs wrǽne oð ꝥ hé wæs oreald usque ad aetatem decrepitam lubricus extilit, Gr. D. 341, 3. Add

eald-gemǽre

(n.)
Entry preview:

an ancient boundary On ꝥ ealdgemǽre, C.D.B. iii. 546, 28

Linked entry: ge-mǽre

ofer-eald

(adj.)
Grammar
ofer-eald, adj.

Exceedingly old

Entry preview:

Exceedingly old Ðeáh hit gecyndelíc sý on menniscum gewunan, ðæt man mildheortnesse cýðe ðám oferealdum and ðám cildgeongum, R. Ben. 61, 12

or-eald

(adj.)
Grammar
or-eald, adj.

Of great agevalde senex, grandaevus, veteranus, decrepitus

Entry preview:

Of great age Caron wæs swíðe oreald, Bt. 35, 6; Fox 168, 20

Linked entry: or-ildu

eald-hryter-flǽsc

Grammar
eald-hryter-flǽsc, l. eald hrýþerflǽc (v. Angl. viii. 451) = eald-hrýþer-flǽsc ?
Entry preview:

or eald hrýþerflǽsc? v. preceding word

ge-fá

(n.)
Grammar
ge-fá, [ = ge-faa], án; m. [fáh a foe]

A foean enemyinimicusadversarius

Entry preview:

Ðá métte hine his eald-gefána sum, and hine ofstang then one of his old foes met him, and stabbed [killed] him, Ors. 3, 7; Bos. 62, 22. To bismere his gefán [MS. gefaan = gefáu = gefáum = gefáhum] in mockery to his foes, Homl. Th. i. 226, 28

Linked entry: -fá

eald-a-wered

(adj.)

worn, wasted with agevetustus

Entry preview:

worn, wasted with age; vetustus R. Ben. 51, Lye

eald-a-wered

Similar entry: á-werian

ald-hád

(n.)
Grammar
ald-hád, es; m. [ald = eald old; hád hood]

Old agesenectus

Entry preview:

Old age; senectus,

Linked entry: eald-hád

ealdor-man

(n.)
Grammar
ealdor-man, -mann, -mon, ealdur-, aldor-, eldor-, es; m. [eald old, not only in age, but in knowledge, v. eald, hence ealdor an elder; man hŏmo] .

ALDERMAN, senator, chief, duke, a nobleman of the highest rank, and holding an office inferior only to that of the king mājor nātu, sĕnātor, prŏcer, princeps, prīmas, dux, præfectus, trĭbūnus, quīcunque est aliis grădu aut nātu mājor.eorl, Nrs. jarl, being placed over several shires. The Danish kings ruled by their eorlas or jarls, and the ealdormen disappeared from the shires. Gradually the title ceased altogether, except in the cities, where it denoted an inferior judicature, much as it now does among ourselves

Entry preview:

The word ealdor or aldor in Anglo-Saxon denotes princely dignity: in Beowulf it is used as a synonym for cyning, þeóden, and other words applied to royal personages.

EAL

(n.; adj.)
Grammar
EAL, eall; gen. m. n. ealles; f.ealre , eallre ; dat. m. n. eallum ; f.ealre , eallre ; acc. m. ealne, eallne. f ealle, n. eal; inst. ealle; pl. nom. acc. ealle, ealla; gen. ealra, eallra; dat. eallum;

sometimes used indeclwithout substantive, and sometimes governing the genitiveare sometimes used, almost adverbially

Entry preview:

Ealle ðá gesceaft all the creation, Bt. Met. Fox 20, 37; Met. 20, 19. Ealle ǽ; unĭversam legem, Deut. 4, 8. Ðíne ealle gebann omnia mandāta tua, Ps. Th. 118, 86. Ealle gesceafte all creatures, Andr. Kmbl. 2997; An. 1501.

Linked entries: al all eall