Bosworth Toller's

Anglo-Saxon

Dictionary online

weg-farende

(adj.)
Grammar
weg-farende, ; adj. (ptcpl.)

Wayfaring

Entry preview:

Wayfaring Sum wegfarende (-férende, v. l.) man férde wið ðone feld; ðá wearð his hors gesicclod, Homl. Skt. ii. 26, 204. Seó nædre ligeþ on ðam wege, and wyle ða wegfarendan mid hire tóðum slítan, Wulfst. 192, 23

weg-farende

(n.; adj.)
Entry preview:

A wayfarer Úre dagas gewítað swá swá wegfarende menn, Hml. S. 28, 154. Hí begunnon tó áxienne æt óþrum wegfarendum, 31, 992

ridda

(n.)
Grammar
ridda, an; m.

a horsemanridera mounted soldier

Entry preview:

Se ridda (cf. sum wegfarende mann, 1. 168) férde forþ on his weg, Swt. A. S. Rdr. 100, 175. a mounted soldier Hors and ðone riddan hé áwearp on sǽ, Cant. Moys. Feówer hund and þúsend cræta hé hæfde and twelf þúsend riddena, Homl. Th. ii. 578, 3.