wǽt
- noun [ neuter ]
-
Se cyle geþrowode wið ða hǽto, and ðæt wǽt wiþ ðám drýgum,
- Bt. 33, 4 ;
- Fox 128, 33 :
- Met. 20, 74.
-
Hé ána gereorde, and be dǽle ǽt and wǽt gewanod sý
reficiat solus, sublata ei portione sua de vino,
- R. Ben. 69, 14.
-
Hé ne mæg ǽtes oððe wǽtes brúcan,
- Homl. Th. i. 66, 9.
-
Hé fæste, swá ðæt hé ne onbyrigde ǽtes ne wǽtes on eallum ðam fyrste,
- 166, 11 :
- ii. 490, 11 :
- Wulfst. 103, 1.
-
Nán ðing tó ðigenne ne on ǽte ne on wǽte
nec quicquam cibi aut potus presumere,
- R. Ben. 69, 19 :
- 76, 18 :
- Homl. Th. i. 360, 13 :
- ii. 590, 21.
-
Búton ǽte and búton wǽte,
- H. R. 11, 27.
-
[Þis halwende wet
(the blood of Jesus),
- O. E. Homl. i. 187, 31.
-
Gifernesse deð þet mon to muchel nimeð on ete oðer on wete,
- 103, 7.
-
Lokenn himm fra luffsumm æte and wæte,
- Orm. 7852.
Bosworth, Joseph. “wǽt.” In An Anglo-Saxon Dictionary Online, edited by Thomas Northcote Toller, Christ Sean, and Ondřej Tichy. Prague: Faculty of Arts, Charles University, 2014. https://bosworthtoller.com/34478.
Checked: 1